-
Nedtællingen er begyndt: Inden længe begynder det helt store ædegilde ved Helsingør
المصدر: BDK Borsnyt / 18 يوليو 2025 01:49:34 America/Los_Angeles
Goddag kære læser og velkommen til Berlingskes nyhedsoverblik »Metropol«, der efter en uges ferie er tilbage med historier om alt fra københavnernes forhold til deres biler til tyverier fra vejboder i det nordsjællandske. Men først en tur til Øresund for at se nærmere på intet mindre end en succeshistorie for den ellers så pressede natur. 1. Sydens kæmper er tilbage Kort fortalt: Inden længe ankommer atlantiske tun i store flokke til Øresund, hvor de flere hundrede kilo tunge rovfisk i august og september holder ædegilde med sild, makrel og hornfisk på menuen. Perspektiv: Fra kyst eller i båd er det i dag muligt at spotte de store dyr, der takket være bedre forvaltning og beskyttelse atter er at finde i Øresund. 2. Københavnerne og deres biler Kort fortalt: Københavns Kommune konstaterer i en redegørelse, at 55 procent af københavnerne har egen bil eller adgang til bil i deres husstand og ser så ellers nærmere på københavnerne og deres forhold til deres biler. Perspektiv: Det viser sig blandt meget andet, at der er 137.900 privatejede og privatleasede biler i byen, at der pr. indbygger er flest biler i Brønshøj-Husum, og at københavnske bilejere i snit har faste udgifter til bil på cirka 12.000 kroner årligt. 3. Blå kritik af rød spidskandidat Kort fortalt: Socialdemokratiets spidskandidat til kommunalvalget, Pernille Rosenkrantz-Theil, bliver efter udtalelser til DR mødt med kritik fra de borgerlige borgmestre, hun måske kommer til at samarbejde med efter valget. Perspektiv: Hun siger, at hun kun vil pege på sig selv som overborgmester, hvilket får den konservative børne- og ungdomsborgmester, Jakob Næsager, til at konstatere, at denne »Trump-tilgang plejer ikke at holde i lang tid på Københavns Rådhus«. 4. Tillidsbrud i sommerlandet Kort fortalt: I Tikøb har Christina Beckwith været nødt til at sætte videoovervågning op i sin gårdbutik med selvbetjening for at forebygge, at kunderne »glemmer« at betale for deres indkøb. Perspektiv: Rundt omkring i sommerlandet er der som i nordsjællandske Tikøb meldinger om tyverier fra ubemandede vejboder. De er ifølge en ekspert med til at undergrave tilliden mellem danskerne. Tre hurtige Venstre-borgmester: Kaffepriserne i København tydeliggør et samfundsproblem Biskoppernes ensidige erklæring om konflikten i Mellemøsten var den sidste dråbe I København er der flere statuer af fabeldyr end af kvinder Ugens tal 1.742. Så mange personers cpr-oplysninger er en nu varetægtsfængslet 27-årig tidligere studentermedhjælper i Københavns Kommune sigtet for at have skaffet sig uretmæssig adgang til. Han er også sigtet for at have foretaget opslag i CPR-registeret, der er blevet videredelt med henblik på afpresning af 66 personer samt drabsforsøg på en enkelt person. Ugens oplevelse »At spise dim sum er som at få en masse små gaver pakket ind i dej, som du skal pakke op én efter én. Nogle vil falde i din smag, og andre vil ikke.« Sådan lyder det i Berlingskes guide til de mange steder i København, der serverer den klassiske kinesiske spise. Tak fordi du læste med. Har du ris, ros eller et godt tip fra hovedstaden til os, så er du altid meget velkommen til at sende det vores vej på metropol@berlingske.dk. https://www.berlingske.dk/metropol/nedtaellingen-er-begyndt-inden-laenge-begynder-det-helt-store-aedegilde